Syn er mere end synsstyrke – det handler om hjernens evne til at bruge øjene
Mange tror, at syn handler om at kunne se skarpt. Hvis man kan læse den mindste linje på synstavlen, og testen viser 20/20 syn, så er alt vel i orden? Ikke nødvendigvis.
Syn er nemlig meget mere end synsstyrke. Det handler ikke kun om, hvad du ser, men om hvordan du ser. Synet er en kompleks proces, hvor hjernen og øjnene skal samarbejde for, at vi kan fokusere, orientere os, læse, bevæge os trygt rundt og tolke verden omkring os.
Øjnene ser – men hjernen forstår
Forestil dig, at du har en kogebog fyldt med opskrifter. Betyder det automatisk at du kan lave gourmetmad? Nej, du skal stadig lære teknikkerne, sammensætte smagene og forstå processen. På samme måde er det ikke nok at have sunde øjne. Hjernen skal lære at bruge øjnene effektivt, så synet fungerer i praksis.
Det er netop her, mange udfordringer opstår – især hvis man har været udsat for en hjernerystelse, har skjulte synsvanskeligheder eller aldrig har fået opbygget et stabilt samsyn. Øjnene kan godt være “teknisk velfungerende”, men hvis hjernen ikke tolker og koordinerer synsindtrykkene optimalt, kan det føre til en lang række problemer i hverdagen.
Hjernens rolle i synet
Syn starter i øjnene, men det meste af arbejdet foregår i hjernen. Øjnene registrerer lys og bevægelse, men det er hjernen der tolker signalernen og omsætter dem til meningsfulde billeder og handlinger.
Når hjernen ikke arbejder godt sammen med øjnene kan det give:
- Træthed, især ved læsning eller skærmarbejde
- Koncentrationsbesvær og mental udmattelse
- Læsevanskeligheder og nedsat læsehastighed
- Hovedpine, spændinger og svimmelhed
- Problemer med at vurdere afstande og bevægelser
- Øget følsomhed over for lys, lyd og visuel uro
Disse symptomer ses ofte efter hjernerystelser, men de kan også være medfødte eller opstået i takt med, at hjernen kompenserer med ineffektive strategier.
Hvordan adskiller neurooptometri sig fra andre fagområder?
Flere faggrupper arbejder med synet, men som neurooptometrist har jeg et særligt fokus på hjernens måde at bruge øjene på. Jeg arbejder med forbindelsen mellem syn, kognition, motorik og balance – og med, hvordan hjernen og øjnene kan trænes til at samarbejde bedre.
Neurooptometri vs. fysioterapi og kiropraktik: Fysioterapeuter og kiropraktorer arbejder ofte med spændinger, balance og nakkens funktion, som indirekte kan påvirke synet. Men de har sjældent fokus på den visuelle bearbejdning i hjernen eller på at styrke samyn gennem målrettet synstræning. Nogle forsøger sig med øjenøvelser, men det er vigtigt, at træningen tager udgangspunkt i en grundig vurdering af synssystemet – ellers kan det give kortvarige forbedringer eller i værste fald forværre symptomerne.
Neurooptometri vs. klassisk optometri: En traditionel optometrist/optiker måler synsstyrke og korrigerer med briller eller kontaktlinser. Det er vigtigt – men ikke altid tilstrækkeligt. Som neurooptometrist går jeg videre og vurderer, hvordan øjnene arbejder sammen, og hvordan hjernen bearbejder synsindtryk, og hvordan det påvirker din funktion i hverdagen.
Træn hjernen til bedre syn
Syn kan forbedres – ikke kun med briller, men med træning. Neurooptometrisk synstræning har til formål at styrke hjernens evne til at bruge øjnene effektivt. Det kan indebære:
- Øvelser, der forbedrer øjnenes evne til at fokusere, dreje indad og spore bevægelser
- Brug af prismelinser til at stimulere hjernens bearbejdning
- Træning, der integrerer syn med balance og motorik
- Strategier, der giver ro, struktur og overskud i hverdagen
Synstræningen tilpasses den enkelte og foregår i et tempo, hvor hjernen kan følge med. Det handler ikke om at presse sig selv – men om at opbygge funktionelle synsvaner, der giver overskud og livskvalitet.
Hvornår giver en neurooptometrisk vurdering mening?
Hvis du – eller dit barn – oplever symptomer som nævnt ovenfor, og almindelige briller eller kontaktlinser ikke løser problemet, kand et være tid til at se nærmere på, hvordan synet fungerer. Jeg tilbyder en grundig samsynsundersøgelse og skræddersyet træning, som kan hjælpe hjernen med at bruge øjnene mere effektivt.
For mange betyder det, at de får mere energi, bedre koncentration – og en hverdag, der er mindre præget af træthed og frustration.

